Kalundborgegnens Erhvervsråd er i gang med en større omstrukturering af deres værditilbud til det
lokale erhvervsliv og samarbejdspartnere. De første to koncepter er færdigudviklede og er klar til, at man gratis kan deltage. Det drejer sig om henholdsvis ESG-Tilbuddet og
Iværksættertilbuddet.
Erhvervslivet bliver bombarderet med tilbud om hjælp til ESG og bæredygtighed, men ofte er det skudt en smule forbi skiven og ikke i øjenhøjde med den enkelte virksomhed.
”Derfor har vi designet en række arrangementer, som hjælper virksomhederne med at blive klar over hvad bæredygtighed er, hvad det betyder for deres virksomhed og hvor de kan gå hen for at få
hjælp.” udtaler David Hindberg, chefkonsulent i erhvervsrådet og fortsætter ”på denne måde sikrer vi også, at de lokale rådgivere og eksperter bliver mødt af velforberedte virksomheder, der
forstår deres egne behov og kan gå direkte til opgaven.”
Hvor ESG-Tilbuddet er rettet imod alle virksomheder, så er Iværksættertilbuddet målrettet de personer, som lige har startet egen virksomhed eller går med tankerne om det.
At starte sin egen virksomhed er modigt og vigtigt for det lokale erhvervsliv, derfor skal man også hjælpes så godt i gang som overhoved muligt. Læs
mere om det her.
De to værditilbud til det lokale erhvervsliv er kun de første i en større række, som erhvervsrådet har udarbejdet: ”Vi har allerede lavet mange arrangementer, netværk, workshops m.m.,
målrettet det lokale erhvervsliv. Det vi gør nu er, at vi strukturerer det hele mere tydeligt over for erhvervslivet, samt sikrer, at vi dækker alle huller ind der måtte være.” forklarer David
Hindberg. ”Især med vores samarbejdsaftale med Kalundborg Kommune i mente, vores projektsamarbejder, såsom GrønBusiness, samt vores forpligtelser over for vores medlemmer, er det vigtigt at
sikre, at vi hjælper det lokale erhvervsliv med at leve op den enorme vækst, som området har set. Her er vores nye værditilbud centrale.”